Stormengene - Rømø

Stormengene på Rømøs sydspids er et af Fugleværnsfondens 20 naturreservater, 36 hektar uinddiget vadehavsmarsk og strandeng, erhvervet i 1991. Naturlig strandeng foran digerne er i dag en sjældenhed i hele Vadehavet. Arealerne uden for diget ejes af Fugleværnsfonden, digelauget, private samt staten. Havdiget, der afgrænser Stormengene, blev bygget i 1912 og genopført i 1923 efter en ødelæggende stormflod. Siden har det ikke været gennembrudt. På engene ses resterne af de gamle tidevandsrender (prieler og loer), som er så typiske for Vadehavet.