site logo

Carlsberg Byen

Carlsberg Byen er et nyt, gammelt kvarter i udkanten af Vesterbro i København, der grænser op til Valby og Frederiksberg.

Området er opkaldt efter Carlsbergs øl, som blev brygget på området fra 1847-2008, hvor produktionen blev flyttet til Jylland. Besøgscenter Visit Carlsberg og Husbryggeriet Jacobsen, der producerer specialøl, er dog stadig placeret her.

Carlsberg-grunden vil i løbet af de næste 15-20 år blive omdannet til et nyt, men historisk, kvarter kaldet Carlsberg Byen med eget postnummer: 1799 København V.

I mellemtiden er mange kulturelle institutioner, som danseteatre, koncertsted og kunstgallerier, flyttet midlertidigt ind, og det offentlige rum, som også omfatter romantiske haver, danner ofte rammen om kulturelle arrangementer og gadefester.