Galleri Skippergården

Galleriet, der er indrettet i en stråtækt gård fra 1877, åbnede for første gang sommeren 1999. Astrid Hygom og Leif H. Jacobsen udstiller maleri, tegning og akvarel, mens der er trædrejning af Verner Nielsen. Astrid Hygom viser også grafik med titlerne ”Synlige Rødder”. Temaet for udstillingen er den nære natur og ferielivet. Der er tid til fordybelse i galleriet. På den dystre baggrund af pandemien er det måske også tid til eftertanke. (Vi tager naturligvis de nødvendige forholdsregler mod COVID-19).

Hvad er det, der virkelig har betydning for os mennesker? Hvad gør det ved os at slentre hen over den øde strand langs det tilsyneladende uendelige hav, sætte os spor i sandet eller mærke pulsen, idet man forcerer Klitten med det bløde, næsten lodne udseende på toppen? Man kan blive optaget af, hvad havet skyller op på stranden, om så det er små ravstykker, hele træstammer, en død sæl eller slet og ret affald. I det fjerne anes nogle mennesker, der lige som du er nede at mærke havet. Når vejret er godt, udgør de badende et spraglet tæppe sammen med små læsejl, sandslotte og legende børn. Alligevel hører du knap andet end havets brus og de rytmiske dønninger.

Astrid Hygom har siden 1987 haft separate udstillinger i offentlige institutioner og firmaer. Af særlige udstillinger kan nævnes: Sydvestjysk Kunstudstilling 1989, Censureret udstilling i Lemvig 1991, Vejen Kunstmuseum 1996, Tistrup Kunstforening 1997, Warrington i England 1997, Kunst i Slusen, Hvide Sande 2015, Houston, Texas 2016, Halifax, NS Canada 2017. Leif H. Jacobsen er uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København 1975 og udstiller akvareller fra lokalområdet og andre steder samt croquistegninger.

Åbent fra torsdag d. 15. okt. til søndag d. 18. okt. 2020 efter aftale på mobil 24 64 94 22 og, når flaget er ude.