Christianssæde

Foto: Christianssæde
Attraktioner
Slotte og herregårde
Midt på Lolland – godt beskyttet bag store grønne skove ligger slotsruinen Christianssæde. Den smukke barokbygning fra 1690 har stået tom og ubeboelig efter en voldsom brand i 1979. Men med et nyt ejerskab påbegyndes det næste kapitel, og slottet er nu under renovering.
Adress

Kristianssædevej 3

4930 Maribo

Website

Hjemmeside

I 1690 opføres slottet Taastrup i nederlandsk barok midt på Lolland på statsmanden Jens baron Juel og hustruen Regitze Sophies bud. Det lille slot skifter ejerskab et par gange, før det ender hos den indflydelsesrige og velhavende grevefamilie Reventlow. Reventlowerne omdøber i 1729 slottet Christiansborg, da det bliver hovedsæde for grevskabet af samme navn, men snart må navnet overgives til Danmarks konge, der lader et nyt storslået slot opføre på Slotsholmen i København. Siden 1740 har det lollandske barokslot heddet Christianssæde, og familien Reventlow besidder barokbygningen i over 200 år, indtil konsekvenserne af lensafløsningen, økonomiske udfordringer og familietragedier tvinger enkegrevinden Reventlow til at sælge slottet i 1934. I 1952 slår slottet dørene op som børnehjem, og særligt store søskendeflokke uden et stabilt bagland får hjem på Christianssæde. I 1979 hærger en voldsom brand børnehjemmet, og selvom ingen kommer til skade, så efterlades Christianssæde stærkt mærket af branden og hussvampen, der lever fyrsteligt i den nedbrændte bygning uden robust tag. I midten af 1980’erne overtager Danmarks Bygningsfredningsfond Christianssæde, og i samarbejde med den anerkendte arkitekt Jens Christian Varming genskabes slottets ydre med fokus på bygningens oprindelige barokarkitektur fra 1690, men siden da har Christianssæde stået uberørt og tom. Nu blæser nye vinde, og slottet er under renovering. Om et par år vil Christianssæde være smukt restaureret, og der er planer om et luksuriøst bed and breakfast koncept. 

Med respekt for omgivelserne er man velkommen til at gå en tur i den omkransende park ved Christianssæde og på de anlagte veje i Christianssædeskoven. Skoven rummer et imponerende liv af vildt, og dyrene nyder friheden i den 1000 ha u-indhegnede dyrehave. Særligt de 500-600 rå- og dåvildt er synlige og aktive beboere.

Det er muligt at leje huse tilknyttet til slottet. Besøg Christianssædes hjemmeside for mere information om husudlejning ved slottet.  

Adress

Kristianssædevej 3

4930 Maribo

Last updated by
Visit Lolland-Falster