Frederiksborg Slot

Attraktioner
Slotte og herregårde
Address

Frederiksborg Slot

3400 Hillerød

Contact

Email:dnm@dnm.dk

Phone:4826 0439

Website

www.dnm.dk

Frederiksborg Slot ligger smukt på tre små holme i slotssøen i Hillerød, hvor det blev bygget af Christian IV i 1600-tallets første årtier.

Frederiksborg Slot er Nordens største renæssanceanlæg og skulle vise kongens position som en magtfuld nordeuropæisk monark. Det overdådige slot er rigt på detaljer og imponerende kunsthåndværk, der tager de besøgende tilbage til tidligere tiders pomp og pragt. Med sin eventyrlige beliggenhed midt i Slotssøen, omkranset af Barokhaven og resten af det fine landskab, udgør Frederiksborg Slot et smukt mål for en dagsudflugt med mulighed for havevandringer og sejlture.

500 års danmarkshistorie

Det Nationalhistoriske Museum har haft til huse på Frederiksborg Slot siden 1878, hvor det blev oprettet på foranledning af Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, efter en voldsom slotsbrand i 1859. En tur gennem museets mange smukke sale er en vandring gennem 500 års danmarkshistorie, fortalt gennem den rige samling af portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri. På museet stifter man bekendtskab med personer og begivenheder, der har været med til at forme Danmarks historie fra middelalderen til det 21. århundrede. Museets portrætsamling udgør landets største og betydeligste, og samlingen af malerier, buster, tegninger og fotografier suppleres løbende med nye værker.

Børnenes Danmarkshistorie

Slottets gamle vinkælder rummer børneudstillingen ”Christian IV – barn og konge”. Særudstillingen for børn handler om Christian 4.s barndom og opdragelse til at blive konge. Ud fra portrætter af kongen og hans nærmeste familie fortælles historien fra hans fødsel på Frederiksborg Slot i 1577 til han selv blev konge. I udstillingen kan børn også prøve fine renæssancedragter eller en rustning. De kan også øve sig på at skrive gotiske bogstaver med fjerpen og blæk, tegne våbenskjolde eller farvelægge konger og dronninger. Udstillingen er åben alle weekender og skoleferier fra påske til efterårsferie.

Slotshaverne

Frederiksborg Slot blev fuldendt ved at anlægge haver omkring det store bygningskompleks. De laveste plateauer i haven indeholder fire monogrammer i tætklippede hække: Frederik 4., Frederik 5., Christian 6. og Margrethe 2. Det er de fire monarker som anlægget har eksisteret under – fra Frederik den 4.’s anlæggelse af haven til genskabelsen i Dronning Margrethes tid.

Barokhaven er dog ikke slottets eneste haveanlæg. Til venstre for barokhaven ligger den romantiske engelskinspirerede have, hvor du også finder det lille lystslot Badstueslottet. Med sine små søer og buskadser fremviser den romantiske have naturens skønhed - i modsætning til Barokhaven, der med sine lige linjer og skarpe kanter viser den skønhed, der ligger i menneskets kontrol over naturen.

Address

Frederiksborg Slot

3400 Hillerød

Opening hours

01 Apr 18 / 31 Oct 19

Mon, Tue, Wed, Thu, Fri, Sat, Sun

10:00 - 17:00

Related products

Opdateret af:
Wonderful Copenhagen