Selvguidet tur på 2 timer

Fra Rådhuspladsen til Christiansborg
Start i Turistinformationen, Vesterbrogade 4A, lige over for Tivoli, og gå ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen med Martin Nyrops Rådhus, bygget 1892-1905.

Skrå over pladsen, og fortsæt forbi kolonnen med Lurblæserne til Lavendelstræde og Slutterigade, der gennem to porte fører til Nytorv. Her lå engang byens skafot, hvor forbrydere helt frem til 1780 blev offentligt straffet. I dag viser en forhøjning på torvet, hvor skafottet og kagen dengang stod.

Fortsæt ad Kompagnistræde og Læderstræde, en gågade, der tilsammen blot kaldes Strædet. Den fører op til Højbro Plads med statuen af Københavns grundlægger, Biskop Absalon, og et flot kig til Christiansborg, Børsen og kanalerne.

Fra Strøget til Amalienborg
Herfra fører Strøget, et af Europas længste forretningsstrøg, op til det over 300 år gamle Kongens Nytorv, byens fornemste plads, der ligger omkranset af en række smukke palæer, bl.a. Det Kongelige Teater. Skrå over pladsen og slå et slag omkring Nyhavn med de maleriske gamle huse og vuggende træbåde langs bolværket.

Fortsæt ned ad kunst- og antikvitetsgaden, Bredgade, hvor I både kommer forbi Marmorkirken med den imponerende kuppel og Den Russisk Ortodokse Kirke med de forgyldte løgkupler. Her ligger også den Kongelige families residens, Amalienborg, hvorfra I kan se over på det nye Operahus.

Fortsættes...