Pjedsted kirke

Foto: VisitFredericia
Attraktioner
Kirker
Adress

Bredstrupvej 124

7000 Fredericia

Contact

Mejl:oen@km.dk

Telefon:75954024

Bredstrup-Pjedsted Kirkes kor og skib er fra den senromanske tid. Tårnet er fra sengotisk tid.  Kun våbenhuset er af nyere dato, nemlig fra 1800tallet.

Kirken og hele det anlæg, der hører til den, er usædvanligt smukt. Våbenhuset har siden 1916 været indrettet til kapel, og man ser derfor ikke umiddelbart den meget smukke søjleportal om syd døren. Bemærk det lille mandshoved på det nordøstre hjørne på korets ydermur.

Døbefonten er fra den romanske tid, altertavlen i bruskbarok er fra 1600årene. Det udtryksfulde altermaleri, "Den fortabte søns hjemkomst", er en gave til kirken malet af N. Larsen Stevns, 1920. Når man står og betragter korets indretning og inventar, springer dets farver i øjnene. Tekstilkunstneren Hanne Vedels vævede stof på knæfaldet afslutter og indrammer alteret på en meget virkningsfuld måde.

I tårnrummet står kirkens gamle døbefont på foden fra Kongsted Kirke. I dag anvendes fonten fra Kongsted Kirke. Prædikestolen er i renæssancestil og fra 1600årene. og den lukkede præstestol er fra 1700-årene.

Når man står og betragter den velholdte Bredstrup Kirke i dag, forstår man slet ikke, at kirken engang har været i alvorligt forfald og kaos.

I århundrederne efter middelalderen var interessen for kirkernes bygninger og vedligehold ikke altid lige stor. Nogle kirkeejere brugte vedligeholdelseskontoen til andre ting, og i mange kirker var den generelle omsorg for Guds hus lille.

I 1650'erne stod det slemt til med Bredstrup Kirke. Svenskekrigenes (1657-60) hærgen gjorde ikke tilstanden bedre. Af præstens indberetning kan man se, at taget var stærkt medtaget og vinduerne slået itu. Alteret og prædikestolen var væk, ligesom kirkestole, loftet og dørene manglede. Selv lågen til kirkegården savnedes.

Der har praktisk taget ikke været noget som helst i kirken, og det har formentlig været en både kold og fugtig oplevelse at være til gudstjeneste. I præstens ind beretning skimter man da også hans fortvivlelse og mismod.

Det stod så slemt til, at man måtte søge om tilskud til udbedring af skaderne. Dette fik man da også via en indsamling i de øvrige jyske kirker.

Kongsted Kirke havde det meget værre. Det endte med, at svenskerne rev den ned i 1657 og brugte materialerne til deres befæstning i Bredstrup.

Officielt blev kirken opgivet i 1661, men først i 1880 blev de sidste ruinstumper fjernet fra Kongsted Kirkebakke. Ved reparationen af Bredstrup Kirke måtte man fjerne hvælvet i koret og totalrenovere taget. Det er denne reparation, man ser på ydersiden af korets østmur.

Senest har kirken gennemgået en renovering hvori bænke og vægpaneler, som tidligere var malet i mørke farver, er blevet lysnet. Farvevalget er sket i samarbejde med kirkekunstneren Maja Lisa Engelhardt, som har taget udgangspunkt i vores alterbillede "Den fortabte søn" af Niels Larsen Stevns.

Adress

Bredstrupvej 124

7000 Fredericia

Last updated by
VisitFredericia