Lem Sydsogns Kirke

Den meget enkle og smukke kirke ligger midt i Lem Stationsby i forbindelse med byens anlæg og med tårnet vendt mod øst ud imod Kirkegade. Kirken er bygget af arkitekt Mindedal Rasmussen, Ollerup og indviet den 7. juni 1931. Både kirkens ydre og indre er hvidkalket. På kirkens alterbord står et rustikt kors udført i groft tømmer og bemalet skrotjern af sognepræst Ejvind Nielsen, Viby, i år 2000. Alterfortæppe syet af en kreds af byens damer, taget i brug Palmesøndag 1996. Det er tegnet af tekstilkunstneren Lene Holm Pedersen. Sammenlignet med mange andre kirker fra samme byggeperiode udmærker kirken sig ved sin specielle og fine arkitektur.