VisitDenmark

Kystmuseet Skagen

Kystmuseet i Skagen er et kombineret frilands- og udstillingsmuseum med specialsamlinger om fiskeri, redningsvæsen og søfart.

Udstillingerne fører gæsten tilbage gennem flere kapitler af Skagens lange og spændende historie.

Oplev et fattigt fiskerhjem og kom tæt på de modige redningsmænds medaljer og den imponerende redningsbåd.

I sommerperioden tilbydes busture med Bedford bussen

I museets "gør det selv hus" kan du binde vod og lave din egen kutter. Kigge med eller selv prøve de gamle håndværk. Farvelægge "Sørine af Skagen" en påklædningsdukke og meget andet.

I sommerperioden vil der være frivillige hjælpere til at vise og fortælle om, hvordan man arbejdede med de gamle håndværk.

Rudolfs smedje - den gamle skibssmedje på Vesterbyvej er opført i 1840´erne. Museet erhvervede smedjen i 1987. Efter omfattende restaurering fungerer den nu med originalt inventar som arbejdende værksted i sommermånederne.

Museumskutteren "Hansa" er en snurrevodskutter. Den blev bygget i 1924 på Brdr. Nippers skibsbyggeri i Skagen. Da kutteren i 1990 var truet af ophugning, tog museet initiativ til en redningsaktion. "Hansa" blev overtaget af museet og kan beses i Skagen Havn.

Billet til museet kan anvendes i 7 dage og gælder også på Kystmuseet i Sæby, Bangsbo og Bangsbo Fort.

Museet har skiftende åbningstider - tjek de aktuelle tider på Kystmuseets egen side.