VisitDenmark

Dyssekammer ved Kædeby

Den meget store dæksten er væltet og hviler kun på 2 af 4 bæresten.

Ved en markvej lidt vest for Kædeby ligger resterne af et dyssekammer. Oldtidsmindet er ikke bemærkelsesværdig på grund af dets overordnede tilstand – det består af 4 bæresten, hvoraf de 2 er væltet, og 1 dæksten, som uden de 2 bærestens støtte er væltet halvt ned i kammeret. Nej, det der vækker mest opmærksomhed når man står ved megalitten, er dækstenens ualmindelige størrelse.

Så vidt vi ved, er det den største dæksten blandt alle Langelands dysser. Oprindelig har den hvilet på alle 4 bæresten, således at dens overflade var nogenlunde vandret. Det mægtige monument – som en gang har været en del af en større dysse – har nok også tiltrukket sig bronzealderfolkets interesse. Den store dækstens overflade er nemlig dækket af op i mod 75 skåltegn, eller skålgruber: små, runde fordybninger som er påført stenen i forbindelse med religiøse ceremonier og ritualer, over 2.000 år efter kammeret blev opført.

Ved berejsningen i 1875 er kun en af dækstenene omtalt som væltet. I 1947 er 2 sten beskrevet som væltet. I 1924 blev kammeret, samt 1 meter jord omkring kammeret, tinglyst gennem en aftale med brygger H. Christensen og proprietær A. Petersen.

(Tekst & billeder fra: "Fortidsminder på Langeland", af Morten Gaustad)