Tillbaka till startsidan
Feriehilsen fra et sommerhus i Danmark

Hvorfor eje, når man kan leje? Glem hammer og pensel og ret energien mod helt andre feriesysler.  

Årets sommerhilsen

”Nå, kære fætter? Får du noget fra hånden? Du har vel travlt med at slå græs, kitte vinduer, rense cisternen og tagrenderne, udskifte knækkede køkkenfliser, give træværket Gori…”

Sådan har jeg tænkt mig at indlede årets sommerhilsen til min fætter, som har eget sommerhus af ældre dato.

Det er efterhånden blevet en festlig tradition, at jeg sender ham et brev, hvor jeg i detaljer beretter om, hvor pragt-fuldt afslappet jeg har det sammen med Tine, Jakob og Anna i vores lejede sommerhus – uden nogen former for pligter. Totalt ansvarsløse.

Samtidig plejer jeg at spørge interesseret til hans utallige sommersysler med skruetrækker, stiksav, fugemasse og sanitetskit.

Nu er det allerede en del år siden, Tine og jeg blev enige om, at en uge eller to i feriehus er det eneste rigtige, hvis man har mindre børn og gerne vil undgå hysteriske anfald og skænderier på bagsædet. Så det er efterhånden blevet til en del feriehilsner til min fætter og hans forsømte familie.

Med ferien på Fanø

Det første kort sendte jeg fra Fanø, hvor vi boede i et splinternyt sommerhus, som lå knejsende midt i marehalmen foran Vesterhavet. Jeg fortalte begejstret om, hvordan vi fra terrassen kunne myldre direkte ud på en kilometer-bred sandstrand og beskrev, hvordan vi tilbragte 14 dage med at sole vores blege legemer, samle flotte muslingeskaller, flyde på grønne plastickrokodiller, bygge sandslotte, spille fodbold og tøffe rundt i usmagelige badesandaler lands kysten for at redde vandmænd.

”Vi nyder i den grad at være fri for hverdagsagtige, trivielle pligter”, skrev jeg. ”Og vi forstår godt, at turisterne falder for det her. Efter et resultatorienteret år er det skønt at stresse totalt af, mærke den livgivende friske duft af salt, meditere til brændingen, få sand mellem tæerne…”

Det var det år, min fætter ordnede skabslåger og havde besøg af den lokale slamsluger, fordi der var problemer med sivebrønden.

I brevet fortalte jeg også om vores små cykelture rundt på øen. Bl.a. vores hyggelige the-visit hos nogle venner i ”Mormors Hus” – et 2-300 år gammelt Fanø-hus med den karakteristiske hvide opstregning i fugerne mellem de røde sten og de lave lofter, man uvægerligt knalder hovedet op i, og jeg fortalte om Sønderho-dagen og alle de gamle Fanødragter.
 

Mange kærlige hilsner fra Fur

Siden er det blevet til kort fra så forskellige steder som Ebeltoft, Falster, Tåsinge og Bornholm. - I år skal vi til Fur, hvor vi har lejet hus på sydkysten. Og jeg har tænkt mig at beskrive, hvordan vi ligger lit de-parade i solvogne, drikker kølige drinks og sniffer fyr og lyng eller tager på småture langs nordkysten for at lede efter forsteninger.
Via min fætters kone har jeg fået at vide, at han i år skal i gang med at udbedre fugtskader i stuen, så jeg vil selvfølgelig spørge deltagende til projektet. Til sidst vil jeg som sædvanlig ønske ham og den stakkels familie held og lykke med slutrengøringen. Den slags har vi jo folk til, vil jeg her anføre i parentes.
Måske er det barnligt af mig sådan at plage min stakkels fætter, og måske vil nogen synes, at det er for groft, det jeg skriver til ham. Men hør så, hvad jeg skriver til de venner, som er tumpede nok til at udsætte sig selv og ikke mindst ungerne for bilture til Syden: ”Nå kan I holde varmen på bagsædet? Kan ungerne enes deromme? Sidder I stadig underdrejet nord for Hamburg? Sørg nu for at få ladet ordentligt op til endnu et år på forkant med rotteræset!”
Av: Kim Engelbrechtsen
Måndag, januari 18 2010

Book dit sommerhus

Book dit sommerhus i Danmark her
                                               

Sök

VISITDENMARK Box 5524 114 85 Stockholm Tel. 08 440 54 00 KONTAKT