Europæisk Kunst 1300-1800
500 års kunst foldes ud i en ny og omfattende præsentation på Statens Museum for Kunst med omkring 450 værker. Fra middelalder til oplysningstid byder udstillingen, Europæisk Kunst 1300-1800, på en vandring gennem de vigtigste perioder og stilarter i den vestlige kunst.
Den ældre europæiske kunst har rødder tilbage til kongernes private samlinger. Fra begyndelsen af 1500-tallet og frem til enevældets ophør i 1848 var det kongerne, som erhvervede kunsten og dermed satte deres personlige præg på samlingen.
Udstillingen byder også på mesterværker af Mantegna, Tizian, El Greco, Jordaens og Bernini samt kunstnere som Cranach, Rubens og Rembrandt.
Derudover er der også gjort plads til nogle af de kunstnere, som har stået i skyggen af de kendte mestre, som rummer sjældne motiver af skildringer fra kolonierne i Afrika og Latinamerika
Kronologi og geografi
Europæisk Kunst 1300-1800 er opført i kronologiske og geografiske grupperinger, som giver overblik og indblik i det enorme materiale. Begynd på en af de tre ruter gennem de 500 års kunst, hvor tyngdepunkterne ligger i italiensk, hollandsk, flamsk, fransk, spansk og tysk kunst. Ruterne skitserer forskellige bevægelser i kunsten, ligesom der undervejs peges på afgørende kapitler i samlingens historie.
Digitale tiltag
Parallelt med den klassiske udstilling, iscenesætter Statens Museum for Kunst en række digitale tiltag, hvor du blandt andet kan høre lydspor med fem unge mennesker, som fortolker nogle af malerierne.
Der er også skabt en familiezone, hvor der er højtlæsning for de mindste, og hvor familier med børn i alderen 6-10 år kan spille et nyt brætspil om at fortælle gode historier gennem kunsten.
| Dato og tid | ||
|---|---|---|
| 01/02/2013 - 31/12/2013 | Tirsdag, Torsdag - Søndag | 10:00 - 17:00 |
| 01/02/2013 - 31/12/2013 | Onsdag | 10:00 - 20:00 |
| Price interval |
|---|
Pris Gratis Entré |
